
Til 4 personer - Tilberedningstid: ca. 2 timer
Har du nogensinde prøvet at komme kaffe i din marinade? Måske ikke, men kaffen er faktisk med til at mørne kødet, så det bliver mørt og saftigt - og så giver det selvfølgelig en god smag og dybde til din marinade. Prøv her vores opskrift på en spicy chili-kaffe-marinade på en omgang lækre kyllingelår, serveret sammen med ovnbagte kartofler og en skøn melonsalat. Marinaden kan bruges til al slags kød og er også fantastisk til grill.
Ingredienser
8-10 kyllingeunderlår
Chili-kaffe-marinade
2 spsk. sriracha sauce (stærk chilisauce)
2 spsk. brun farin
3 fed hvidløg, finthakket
2 spsk. olivenolie
2 spsk. stærk kaffe brygget af BKI GULD
1 spsk. soyasauce
Små ovnstegte kartofler
1 kg små kartofler
olivenolie
groft salt
Melonsalat med feta og pinjekerner
1 cantalope melon
200 g cherrytomater
100 g blandet, spæde salater
150 g fetaost
1 bundt frisk basilikum, blade heraf
25 g pinjekerner
Citrondressing
3 spsk. olivenolie
2 spsk. citronsaft
1-2 tsk. flydende honning
Salt og peber
Fremgangsmåde
- Rør alle ingredienserne til marinaden sammen og lad kyllingelårene marinere heri i mindst 1 time i køleskabet - hvis du har tid gerne natten over.
- Giv de små kartofler et hurtigt opkog i 4-5 minutter – de skal ikke være færdigkogte. Hæld vandet fra.
- På en bageplade, beklædt med bagepapir, lægges de marinerede kyllingelår i den ene side, mens kartoflerne lægges på den anden halvdel. Vend kartoflerne i lidt olivenolie og drys lidt groft salt over både kartofler og kyllingelår.
- Bag det hele midt i ovnen ved 180 grader grillovn med ventilation i ca. 45 minutter - eller til både kylling og kartofler er flot gyldne og gennemstegte. Imens laves salaten.
Tilbehør
- Rist pinjekernerne på en tør, varm pande til de dufter og er gyldne. Sæt til side.
- Kom de skyllede, spæde salater på et stort fad. Pluk basilikumbladene og bland med salaten. Skær melon i tern og fordel på salaten med halverede cherrytomater. Smulder feta over.
- Rør en dressing af citronsaft, olivenolie, honning, salt og peber og fordel den over salaten. Drys de afkølede pinjekerner over.
- Server de grillede kyllingeunderlår og kartofler sammen med den friske salat.


Grillsæson?
Chili-kaffe-marinaden kan bruges til meget mere end bare kylling! Brug også til dine koteletter, rejer på spyd eller noget helt tredje.
