Varme hveder med kaffeprikker


ca. 12 stk. - Tilberedningstid: 3 timer

Til store bededag hører varme hveder sig til! Og vi lover, at de kun bliver endnu bedre med lidt kaffegrums i dejen, som giver hvederne en god smag og den fineste kaffeprikkede overflade. Nyd dem lune og ristede med koldt smør – og en varm kop kaffe til naturligvis.

Ingredienser

 

2 dl sødmælk
25 g gær
2 æg, str. L
1 tsk. groft salt
50 g sukker
2 tsk. stødt kardemomme
½ dl afdryppet kaffegrums, eks. Black Coffee Roasters Amazonas PRO
100 g blødt smør i tern
500 g hvedemel

kaffe til pensling
bradepande ca. 20 x 30 cm

 

Fremgangsmåde

 

  1. Lun mælken til lillefingervarm og rør gæren ud heri. Tilsæt æg og pisk sammen.
  2. Udrør salt, sukker, kardemomme og afdryppet kaffegrums heri.
  3. Tilsæt smør og mel og ælt dejen godt sammen til den er glat og smidig. Dejen er klistret, så brug en røremaskine eller en håndmixer med dejkroge. Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 1 time.
  4. Ælt dejen godt igennem og rul til 12 lige store boller. Beklæd en bradepande med bagepapir og kom bollerne heri. Lad efterhæve til dobbelt størrelse (ca. 1 time).
  5. Pensl hvederne med kaffe og bag dem midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 min. eller til de er flot gyldne.  
  6. Lad hvederne køle af på en rist.
  7. Til servering halveres hvederne og ristes. Nydes med koldt smør og en god kop kaffe.

Hvorfor spiser vi hveder på store bededag?

 

Traditionen med at spise varme hveder opstod i 1800-tallet, fordi store bededag skulle være en arbejdsfri bede- og bodsdag. Også bageren skulle derfor holde fri og måtte ikke bage frisk brød til sine kunder. Derfor begyndte bagerne at bage og sælge hveder dagen før, så folk selv kunne varme eller riste dem derhjemme på selve dagen. 


Flere opskrifter på mad med kaffe