Danmarks første genanvendelige kaffepose i plast er fra BKI


Hvis du som mange andre danskere købte en pose BKI EXTRA en septemberdag i 2019, så har du faktisk stået med noget ganske banebrydende i hænderne. Nemlig Danmarks første genanvendelige kaffepose i plast: Fri for metal og i en ny og tyndere kvalitet, der sparer på ressourcerne og kan genanvendes som alt fra plastikposer, tønder og spande.

Siden da har det taget fart, og i dag er så godt som al BKI’s kaffe overgået til vores kaffepose i genanvendelig plast. Med tiden bliver det dem alle.

Uanset om du drikker kaffe derhjemme eller i virksomheden.

Men vejen til en mere bæredygtig og genanvendelig kaffepose har langt fra været ligetil. Ganske enkelt fordi sådan en kaffepose ikke fandtes, før vi kastede os ud i projektet for flere år tilbage.

Kaffe stiller nemlig store krav til sin emballage, der skal være lufttæt og robust for at bevare kaffens smag og kvalitet optimalt. Det har man i kaffebranchen typisk løst med et metallag i posen, og selvom det har løst ét problem, har det også betydet, at klassiske kaffeposer er meget svære at genanvende.

Med andre ord var det tydeligt for os i BKI, at der var behov for innovation og mere bæredygtige løsninger på området.

Om BKI’s genanvendelige kaffeposer


Sammenlignet med BKI’s traditionelle kaffeposer.

  • Poserne er metalfrie.
  • Der anvendes 15% mindre materiale pr. pose, og posen
    er således blevet tyndere.
  • CO2-udledningen er derfor reduceret med hele 23% på poser
    til formalet kaffe og 20% på poser til hele bønner.
  • Poserne er lavet af en højbarrierefolie af PE- og PP-plast,
    der bevarer kaffens smag og kvalitet optimalt.
  • Poserne er genanvendelige og kan blive til nye plastprodukter
    som skraldeposer, tønder og spande,
    når de sorteres som ’blød plast’.
     

Kilde: Analyserapport udført af Teknologisk Institut.

Bæredygtige løsninger skaber bæredygtige gevinster  


I BKI tog vi derfor kontakt til vores mangeårige samarbejdspartner og folieleverandør, Polyprint, og sagde, at tiden nu var inde til at lave en metalfri og genanvendelig kaffepose sammen. Snart gik vi i gang med udviklingen, og gennem mere end et år testede og finjusterede vi sammen et væld af nye folier til kaffeposer på vores maskiner og i vores produktion.

Nogle blev forkastet efter fem minutter, andre testede vi igen og igen.

Alt i alt blev det til mere end 70 prototyper, før vi var tilfredse.

Og det er ingen hemmelighed, at det har kostet os dyrt i både arbejdstimer, kroner og øre, men i BKI ville vi lykkes med projektet.

Fordi vi tror på, at det betaler sig at investere i mere bæredygtige og ansvarlige løsninger. Fordi det er sund fornuft, og fordi vi reelt oplever, at det skaber ringe i vandet og medfører mere bæredygtige gevinster – også på mange flere måder, end vi havde turde håbe på.

Heldigvis var det ikke kun vores mavefornemmelse omkring kaffeposerne, der viste sig at være i orden. Analyserapporten fra Teknologisk Institut talte sit eget tydelige sprog:

Sammenlignet med BKI’s traditionelle kaffeposer er materialeforbruget reduceret med 15%, og CO2-udledningen er mindsket med 20-23% afhængig af, om posen er til hele bønner eller formalet kaffe. Al metal er fjernet, og poserne består nu kun af to genanvendelige plasttyper.

Men ikke nok med det, så har den nye kaffepose også betydet optimering i vores egen produktion.

Folierne til poserne kører væsentligt hurtigere gennem vores produktionsapparat, så vi kan pakke endnu flere poser kaffe til jer hver eneste dag. Derudover er de nemmere at forsegle, og vi har sænket svejsningstemperaturen af poserne med minimum 15%, hvilket medfører en væsentlig energibesparelse for os i det daglige.

Med andre ord har en lille kaffepose betydet store besparelser af vores fælles ressourcer i hverdagen. Hos både os og hos jer.

Vores kaffeposer reducerer også jeres klimaaftryk – Så hjælp os med at genanvende dem!


Fordi vores kaffeposer er blevet tyndere og er fremstillet af genanvendelig plast, har vi ikke alene reduceret plastforbruget i vores egen produktion, men også hjemme hos dig, i storkøkkenet og i virksomheden.

I en typisk dansk husholdning og i danske virksomheder, smider vi dagligt store mængder plast ud, og derfor kommer det også jer til gode, at vi i BKI har gjort en indsats for at begrænse vores forbrug og gjort poserne genanvendelige.

Hvis du vil hjælpe os med at genbruge dine BKI-kaffeposer korrekt, skal du blot affaldssortere dem som ’blød plast’ – så sørger din lokale genbrugsstation for, at de fremover kan genanvendes som eks. skraldeposer, tønder, spande og meget mere. 
 

Vores genanvendelige kaffeposer gavner også jer i virksomheden:
 

 I reducerer jeres mængde af plastikaffald i virksomheden

 I viser omverdenen, at I har en holdning til miljøet

 Poserne kan have positiv indflydelse i jeres klimaberegning og CSR-rapportering

 I reducerer jeres CO2 forbrug

Tekniske informationer om vores genanvendelige kaffeposer
 

  • Folien til vores kaffeposer er en nyudviklet højbarriere-folie, der har samme eller bedre barriereegenskaber end en aluminiumsfolie eller en metalliseret aluminiumsfilm.
  • Dermed forveksles folien ikke med alu-folie under affaldssortering.
  • Folien indeholder kun polyolefin-plast; nærmere bestemt polyethylen (PE) og polypropylen (PP).
  • Derfor kan folien afsættes og genanvendes som en blandet polyolefin.

Folien til BKI's kaffeposer er testet af Teknologisk Institut, der også har udført miljø- og klimaberegningerne. Det er muligt at tilgå flere tekniske data eller stille spørgsmål hos vores fageksperter.
 

Du er meget velkommen til at kontakte os her.